Katrine

Ihærdighed, opsøgende kontakt og virksom­hedsprak­tikker banede vejen for Katrines første job

Katrine kunne, efter fem års studie på Syddansk Universitet, i 2017 kalde sig selv cand. mag. i medie­videnskab. Hun stod, som mange andre nyuddannede akademikere, overfor at skulle finde sit første job. Hendes strategi var klar: Jobsøgningen skulle suppleres med andre værktøjer udover de traditionelle jobansøgninger.

“Jeg havde bedt min rådgiver hos jobcentret om at smide alt i form af virksomhedspraktikker i hovedet på mig. Jeg vidste, at det var meget lettere for mig at sætte mig i scene, når jeg mødte folk, end når jeg skulle gøre det igennem en ansøgning. Jeg besluttede mig desuden for at blive ekstremt aktiv i min a-kasse. Jeg meldte mig til alt lige fra cv-søgning, LinkedIn-kurser og kurser om akademikere i små og mellemstore virksomheder,” fortæller Katrine.

Hendes opsøgende tilgang gav et godt netværk igennem a-kassen, der resulterede i, at Katrine landede sin første virksomhedspraktik hos en virksomhed, hvor hun skulle arbejde med sociale medier og events. Igennem et andet kursus via a-kassen fik Katrine en midlertidig projektstilling, der gav hende endnu mere erfaring i rygsækken.

Den erfaring var guld værd, da Katrine på en jobmesse mødte Fremtidsfabrikken i Svendborg. Katrine kom i endnu en virksomhedspraktik, men denne gang gik der ikke mere end to uger, før Fremtidsfabrikken viste interesse for at ansætte Katrine som en del af medarbejderflokken.

“Fra første dag gik jeg ind og løste et behov hos dem, og det var fedt at mærke! Jeg havde fået af vide fra mange, at det aldrig var sikkert, at praktik førte til job. Så personligt var det en sejr, at jeg blev ansat, for det bekræftede mig i, at jeg kan en masse ting,” siger hun.

Katrines vej fra uddannelse til job var hård og lang, men hun var aldrig i tvivl om sin opsøgende strategi.

“Selvom jeg nogle gange havde lyst til at kravle under dynen og vente på, at jobbet kom, så vidste jeg, at jeg kunne bidrage med noget, og jeg vidste, at jeg fungerer bedst, når folk møder mig – og derfor var det en god strategi at være meget opsøgende i den personlige kontakt,” understreger hun.

Del dette